Kære fru rektor professor Králíčková
Kære damer og herrer prorektorer og fakultetsmedlemmer
Kære hr. minister Bek
Deres Excellencer
Kære studerende
Mine damer og herrer!

Hjerteligt tak for den venlige invitation! Det er mig en stor ære at måtte tale til Dem på dette historiske sted – nærmest for øjnene af denne ærværdige institutions grundlægger – om fremtiden, om vores fremtid, som jeg selv forbinder med ét ord: Europa.

Til det findes der næppe et mere oplagt sted end byen Prag, end dette universitet med sin næsten 700-årige arv. ”Ad fontes“, til kilderne, lød de store humanisters kald under Europas renæssance. Vejen til Europas kilder fører unægtelig hertil, til denne by, hvis arv og form er så europæisk som få andre byers på vores kontinent. Det står klart med det samme for en hver amerikansk eller kinesisk turist på vej over Karlsbroen op til Hradčany. Derfor er de jo her, fordi det er i denne by, mellem dens middelalderborge og broer, katolske, protestantiske og jødiske bedehuse og kirkegårde, gotiske katedraler og paladser i jugendstil, højhuse i glas og gyder med bindingsværk, og i sprogforvirringen i den gamle by, hvor de finder dét, som udgør Europa for dem: den største mangfoldighed på mindst tænkelige plads.

Når Prag således er et lille Europa, så er Karlsuniversitetet noget som en historieskriver for vores europæiske historie, der er så rig på lys og skygge. Om dens grundlægger, kejser Karl 4., så sig selv som europæer, formår jeg ikke at sige. Hans livshistorie lægger op til det: født med det gamle bøhmiske fornavn ”Václav“, uddannet i Bologna og Paris, søn af en hersker fra huset Luxemburg og en Habsburger, tysk kejser, konge af Bøhmen og Italien. At studerende fra Bøhmen, Polen, Bayern og Sachsen kunne absolvere deres studium generale side om side med dem fra Frankrig, Italien og England ved ”hans” universitet virker helt naturligt.

Men med sin beliggenhed i Europa måtte dette universitet også overstå den europæiske histories lavpunkter: religiøs fanatisme, adskillelse langs sproglige og kulturelle grænser, ideologisk ensretning under det 20. århundredes diktaturer. Tyskerne skrev det mørkeste kapitel: universitetet blev lukket af de nationalsocialistiske besættere, protesterende studerende blev skudt, tusindvis af mennesker knyttet til universitetet blev deporteret og myrdet i tyske koncentrationslejre. Forbrydelser, som dagen i dag stadig bringer smerte og skam over os tyskere. Jeg er også her for at italesætte det, også da vi ofte glemmer, at ufrihed, lidelser og diktatur for mange borgere i Centraleuropa end ikke sluttede sammen med den tyske besættelse og ødelæggelserne under 2. Verdenskrig.

En af de mange store tænkere, som dette universitet har ”frembragt, har allerede mindet os om det i tiden under den kolde krig. I 1983 beskriver Milan Kundera ”tragedien i Centraleuropa”, nemlig hvordan polakkere, tjekkere, baltere, ungarer, rumænere, bulgarer og jugoslaver efter 2. Verdenskrig ”vågner (…) og opdager, at de befandt sig i Østen”, at de var ”forsvundet fra Vestens kort”. Også denne arv må vi se i øjnene – især dem iblandt os, der var på den vestlige side af Jerntæppet, ikke kun, fordi det er en del af den europæiske historie og dermed vores fælles historie som europæere, men også, fordi borgernes oplevelser i Central- og Østeuropa af at have været fanget og glemt bag et Jerntæppe, stadig kan føles i dag, i øvrigt også i vores debatter om vores fremtid, om Europa.

I disse dage er spørgsmålet igen, hvor fremtidens skillelinje mellem dette frie Europa og et nyimperialistisk autokrati. Efter det russiske overfald på Ukraine talte jeg om et tidsskifte. Putins Rusland vil trække nye grænser med vold – noget, som vi aldrig ønsker at opleve i Europa igen. Således er det brutale overfald på Ukraine også et angreb mod den europæiske sikkerhedsordning, som vi står imod med fuld beslutsomhed. Til det har vi brug for styrke – som enkelte lande, sammen med vores transatlantiske partnere, men netop også som Europæisk Union.

Dette forenede Europa blev født som et indadrettet fredsprojekt. Aldrig mere krig mellem medlemslandene, det var målet. I dag ligger det hos os at videreudvikle dette fredsløfte ved at sætte den Europæiske Union i stand til at sikre sin uafhængighed og sin stabilitet også over for ydre udfordringer. Mine damer og herrer, dette er Europas nye fredsmission. Det er, hvad de fleste borgere i Europa venter, og det både i den vestlige og den østlige del af vores kontinent.

Derfor var det et heldigt sammentræf, at formandskabet i EU netop i disse tider varetages af den Tjekkiske Republik, der er et land, der allerede for lang tid siden har forstået betydningen af denne opgave og leder Europa i den rigtige retning. Tjekkiet har derfor Tysklands fulde opbakning, og jeg glæder mig til samarbejdet med premierminister Fiala om at give de rigtige europæiske svar på dette tidsskifte.

Det første lyder: Vi accepterer ikke Ruslands angreb mod freden i Europa. Vi lader ikke bare stå til, når kvinder, mænd og børn myrdes, frie landes slettes fra kortet og forsvinder bag jerntæpper. Vi vil ikke vende tilbage til 19. eller 20. århundrede med erobringskrig og totalitære excesser.

Vores Europa er forenet i fred og frihed, det er åbent for alle europæiske nationer, der deler vores værdier. Frem for alt er det dog en levende modsigelse til imperialisme og autokrati. Den Europæiske Union fungerer ikke ved over- og underordning, men ved anerkendelse af forskellighed, medlemmer i øjenhøjde, pluralitet og udligning af forskellige interesser.

For Putin er netop dette forenede Europa en torn i øjet, fordi det ikke passer til hans verdenssyn, hvor små lande skal rette sig efter en håndfuldt europæiske stormagter. Det gør det kun endnu vigtigere, at vi forsvarer vores forståelse af Europa i fællesskab. Derfor støtter vi Ukraine, der blev overfaldet: økonomisk, finansielt, politisk, humanitært og også militært. Her har Tyskland grundlæggende ændret retning i løbet af de sidste måneder. Vi vil bibeholde denne støtte, pålideligt og i så lang tid, som det er nødvendigt.

Det gælder for genopbyggelsen af det ødelagte land, der kommer til at blive en stor indsats generationer frem. Det kræver international koordination og en fornuftig og pålidelig strategi. Det kommer en ekspertkonference til at handle om i Berlin den 25. oktober, som kommissionsformand von der Leyen og jeg inviterer Ukraine og dens partnere i hele verden til at deltage i.

I de kommende uger og måneder vil Ukraine desuden modtage nye, højtmoderne våben, luftforsvars- og radarsystemer, og opklaringsdroner. Bare vores sidste pakke ved våbenleverancer havde en værdi på mere end 600 millioner Euro. Vores mål er moderne ukrainske styrker, der kan yde langsigtet forsvar af deres land.

Til det må vi dog ikke kun levere til Kyiv, hvad vi selv kan undvære. Også her har vi brug for mere planlægning og koordination. Sammen med Nederlandene har vi derfor iværksat et initiativ, der sigter på en vedvarende og pålidelig arbejdsdeling mellem alle Ukraines partnere. Jeg kan for eksempel forestille mig, at Tyskland overtager særligt ansvar for at opbygge Ukraines artilleri og luftforsvar. Vi skal hurtigt blive enige om et sådant system og dermed underskrive vores bekendelse til at Ukraine også på lang sigt forbliver fri og uafhængig, ligesom vi gjorde det i Europarådet i juni, da vi enstemmigt sagde ”ja”. Ja, Ukraine, Republikken Moldova, fremadrettet også Georgien og selvfølgeligt også de seks lande i det vestlige Balkan hører til os, til den frie, demokratiske del af Europa. Deres optagelse i EU er også i vores interesse.

Jeg kunne begrunde det demografisk eller økonomisk, eller, lige i Milan Kunderas ånd, kulturelt, etisk og moralsk. Alle sammen gyldige grunde. Mere tydeligt end nogensinde kommer dertil dog også den geopolitiske dimension af denne afgørelse. I det 21. århundrede betyder Realpolitik ikke, at værdier kommer i sidste række og at partnere kan ofres for rådne kompromiser. Realpolitik er nødt til at betyde, at involvere venner og værdipartnere, at støtte dem i at være stærkere i den globale konkurrence igennem samarbejde.

Det er i øvrigt også sådan, jeg forstår Emmanuel Macrons forslag for et europæisk politisk fællesskab. Selvfølgeligt har vi Europarådet, OSCE, OECD, Østpartnerskabet, det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde og NATO. Alt dette er vigtige fora, hvor vi europæere er i tæt samarbejde, også ud over landegrænser. Hvad vi mangler er dog en regelmæssig udveksling på politisk plan, et forum, hvor vi stats- og regeringsledere i EU og vores europæiske partnere en eller to gange om året kan diskutere de centrale emner, der er relevante for hele vores kontinent: sikkerhed, energi, klima, eller konnektivitet. 

Sådan en forsamling – det er meget vigtigt for mig – er intet alternativ til den udestående udvidelse af EU, for vi har allerede givet løfter til vores medlemskandidater – i næsten 20 år hos landene i det vestlige Balkan – og de ord må nu endelig følges af handlinger.

Med ret har mange kaldt på en stærkere, mere suveræn, geopolitisk Europæisk Union, en union, der kender sin plads i kontinentets historie og geografi og handler stærkt og samlet i verden. De sidste måneders historiske beslutninger har ført os tættere på dette mål. Med hidtil uset beslutsomhed og hastighed har vi indført drastiske sanktioner mod Putins Rusland. Uden de ellers almindelige uenigheder har vi optaget millioner af kvinder, mænd og børn fra Ukraine, der søgte beskyttelse hos os. Netop den Tjekkiske Republik og andre centraleuropæiske lande har vist deres store hjerte og bevist deres solidaritet. For det fortjener de min allerstørste respekt.

Også i andre punkter har vi fyldt ordet solidaritet med nyt liv. Vi arbejder tættere sammen om energiforsyning. Kun for få uger siden har vi besluttet europæiske mål for at spare på gasforbruget. Begge dele er afgørende med udsigt til den kommende vinter, og især Tyskland er taknemmelig for denne solidaritet.

De ved alle sammen, med hvilken beslutsomhed Tyskland er gået i gang med at reducere sin afhængighed af russiske energileverancer. Vi opbygger alternativ kapacitet til at importere flydende gas og olie, og vi gør det solidarisk, ved også at tage hensyn til behov af lande som Tjekkiet, som ikke kan benytte søvejen. Det har jeg givet tilsagn om til premierminister Fiala, da han var på besøg i Berlin i maj, og vi vil sikkert også bekræfte denne solidaritet igen under vores møde i dag.

For presset på europæerne til forandring vil kun tage til, også uafhængigt af Ruslands krig og dens følger. I en verden med otte – nok snart med ti – milliarder mennesker er hver enkelt af vores europæiske nationalstater taget for sig selv for lille til at gøre sine interesser og værdier gældende. Derfor er det så vigtigt for os at skabe en Europæisk Union, der står sammen i sine handlinger.

Endnu vigtigere er stærke partner, især de Forenede Stater. At der med Joe Biden sidder en præsident i det Hvide Hus, der er overbevist om det transatlantiske partnerskab, er et stort held for os alle. I løbet af de sidste måneder kunne vi se, hvilken uvurderlige værdi dette partnerskab har. NATO står tættere sammen end nogensinde før, og vi træffer politiske beslutninger skulder ved skulder på tværs af Atlanterhavet. Men på trods af alt, som netop præsident Biden har gjort for vores partnerskab, er vi også bevidste om, at Washingtons blik i stigende grad vendes mod Asien og Stillehavsområdet samt ræset mod Kina. Det kommer også til at gælde for kommende amerikanske regeringer, og måske endda endnu mere.

I en multipolar verden, og det er det 21. århundredes verden, er det derfor ikke længere tilstrækkeligt kun at pleje eksisterende partnerskaber, uanset hvor værdifulde de er. Vi vil investere i nye partnerskaber – i Asien, Afrika og Latinamerika. Politisk og økonomisk diversificering, der i øvrigt også er en del af svaret på hvordan vi vil håndtere verdensmagten Kina og trefoldigheden af ”partner, konkurrent og rival”.

Den anden del af svaret lyder: Vi skal gøre det forenede Europas vægt gældende i endnu højere grad. Sammen har vi de bedste muligheder for at præge det 21. århundrede i vores, i europæisk ånd – som Europæisk Union med 27, 30 eller 36 medlemslande, der så rummer flere end 500 millioner frie og ligeberettigede borgere, med verdens største indre marked, med førende forskningsinstitutioner, innovation og innovative virksomheder, med stabile demokratier, med sociale tjenester og en offentlig infrastruktur, der er uovertruffen i verden. Det er, hvad jeg forventer af et geopolitisk Europa.

De sidste måneders erfaringer viser dog: Blokeringer kan overvindes. Europæiske regler kan ændres – om nødvendigt også lynhurtigt. Selv de europæiske kontrakter er ikke hugget i sten. Hvis vi i fællesskab kommer frem til, at kontrakterne skal tilpasses, så burde vi gøre det.

Her kommer vi ikke videre med abstrakte diskussioner. Til gengæld er det vigtigt, at vi ser på, hvad der skal ændres, og så konkret beslutter, hvordan vi håndterer det. ”Form follows funktion”: Dette princip fra moderne arkitektur har vi også strengt brug for i europæisk politik.

At Tyskland her skal levere forslag og selv skal flytte sig, er oplagt for mig. Også derfor er jeg her, i EU-formandskabets hovedstad, for at præsentere nogle af mine idéer om vores unions fremtid for Dem og vores venner. Idéer, der vel at mærke er tilbud og oplæg til overvejelser – ikke færdige tyske løsninger.

Tysklands ansvar for Europa ligger for i at udarbejde løsninger sammen med vores naboer og så træffer beslutninger i fællesskab. Jeg ønsker ikke noget EU som en eksklusiv klub eller bestyrelse, men et EU med ligeberettigede medlemmer.

Her vil jeg udtrykkeligt tilføje: At EU vokser videre mod øst er en gevinst for os alle. Tyskland som et land i midten af kontinentet vil gøre alt for at føre øst og vest, nord og syd, tættere sammen i Europa.

I denne tanke beder jeg Dem også forstå de følgende fire overvejelser.

For det første: Jeg går ind for en udvidelse af den Europæiske Union med staterne i Vestbalkan, Ukraine, Moldova og på sigt også Georgien.

En Europæisk Union med 30 eller 36 lande kommer dog til at se anderledes ud end nutiden Union. Det er oplagt. Europas midte rykker sig mod øst, som man kunne udtrykke det med henvisning til historikeren Karl Schlögel. I denne udvidede Union kommer forskellene mellem medlemslandene til at vokse, når det gælder politiske interesser, økonomisk styrke og socialsystemer. Ukraine er ikke Luxembourg, og Portugal har et andet syn på udfordringerne i verden end Nordmakedonien.

Først og fremmest stiller det krav til kandidatlandene om at opfylde kriterierne for optagelse. Her vil vi støtte dem så godt vi kan. Men også selve EU skal gøre sig parat til denne store udvidelse. Det kommer til at tage tid, og derfor er vi nødt til at begynde med det samme. Også ved tidligere udvidelser gik reformer i kandidatlandene hånd i hånd med institutionelle reformer i den Europæiske Union. Sådan bliver det også denne gang.

Vi kan ikke undvige denne debat – i hvert fald ikke, hvis vi tager udsigten til medlemskab alvorligt. Og vi skal mene vores løfter om medlemskab alvorligt. Fordi det er den eneste måde vi kan opnå stabilitet på vores kontinent. Lad os derfor tale om reformer.

I Europarådet, på ministerplan, gælder det at handle hurtigt og pragmatisk. Men hvor der i dag er krav om enstemmighed vokser med hvert nyt medlemsland også risikoen for at et enkelt lands veto forhindrer alle andre i at komme videre. At tro andet er at fornægte den europæiske virkelighed.

Derfor har jeg foreslået trinvist at gå over til flertalsbeslutninger, i den fælles udenrigspolitik, men også på andre områder – vel vidende, at det også kommer til at have konsekvenser for Tyskland. Det skal vi være klar over: At fastholde i princippet om enstemmige beslutninger virker kun, så længe behovet for handling er lavt. Senest med udsigt til tidsskiftet er det ikke længere tilfældet.

Alternativet til flertalsbeslutninger er i øvrigt ikke at holde fast i status quo, men at gå frem i bestandigt skiftende grupper, en labyrint af forskellige regler og svært håndterbare opt-ins og opt-outs. Det ville ikke være differentieret integration, men uoverskueligt virvar og en invitation til alle, der vil spille os ud mod hinanden og som satser på at et forenet geopolitisk Europa fejler. Det ønsker jeg ikke!

Det er blevet kritiseret, at jeg taler for flertalsbeslutninger, og jeg kan forstå især bekymringerne fra de mindre medlemslande. Også i fremtiden skal vi lytte til hvert lands anliggender – alt andet ville være forræderi mod den europæiske ånd. Og fordi jeg tager disse bekymringer alvorligt siger jeg: Lad os finde kompromiser sammen! For eksempel kunne jeg forestille mig, at vi først begynder med flertalsbeslutninger på områder, hvor det er særdeles vigtigt, at vi taler med én stemme – i sanktionspolitikken, for eksempel, eller når det gælder menneskerettigheder. Desuden taler jeg for at turde afholde sig fra at stemme, når det sker konstruktivt. Her ser jeg et krav til os tyskere og alle andre, der er overbeviste om flertalsbeslutninger. Hvis flest mulige følger denne idé, kommer vi markant tættere på et geopolitisk Europa, der kan handle i verdenspolitik.

Europaparlamentet kommer heller ikke uden om reformer. Af gode grunde begrænser kontrakterne antallet af medlemmer til 751. Med nye medlemslande kommer vi dog til at overskride dette tal – i hvert fald, hvis vi bare udvider parlamentet med det tilsvarende antal pladser, som de nye medlemslande har krav på efter de hidtidige regler. Hvis vi vil undgå at oppuste Europaparlamentet bliver vi nødt til at finde en ny balance i sammensætningen, og det også med at tage hensyn til det demokratiske princip af nogenlunde lige vægt for hver enkelt stemme.

At finde den rette balance mellem repræsentation og funktionsdygtighed gælder selvfølgeligt også for Europakommissionen. En kommission med 30 eller 36 kommissærer når grænserne for at være handledygtig. Hvis vi desuden fastholder i at hver enkelt kommissær har ansvar for sit eget politiske område, så fører det til – for at minde om endnu en stor søn af denne by – kafkaeske tilstande.

Samtidigt er jeg godt klar over, hvor stor vægt medlemslandene lægger på at kunne blive repræsenteret af ”deres“ kommissær i Bruxelles. Det er også vigtigt, da det viser: I Bruxelles sidder alle med ved bordet. Alle er med til at træffe beslutninger. Derfor vil jeg ikke udfordre princippet om ”en kommissær per land”. Men er der noget, der taler imod at to kommissionsmedlemmer sammen er ansvarlige for en generaldirektion? Det fungerer ikke kun hver dag i virksomheders bestyrelser i hele verden. Også i nogle medlemslandenes regeringer er der sådanne løsninger, både i repræsentationen udadtil og i den interne fordeling af ansvar.

Lad os derfor finde den slags kompromiser – for et fungerende Europa!

Den anden tanke, som jeg gerne vil dele med Dem, hænger sammen med et begreb, som vi har diskuteret meget i løbet af de sidste år: europæisk suverænitet.
For mig handler det her ikke kun om semantik. Grundlæggende betyder europæisk suverænitet jo, at vi skal blive mere selvstændige på alle områder, at vi tager mere ansvar for vores egen sikkerhed, at vi står endnu tættere sammen i vores samarbejde om at varetage vores værdier og interesser i hele verden.

Ikke kun Ruslands angreb mod den europæiske fredsordning tvinger os til det. Jeg har allerede nævnt vores afhængigheder, som vi har begivet os ud i. Et særligt iøjnefaldende eksempel er energiimporter fra Rusland, men langt fra det eneste. VI kan tage noget som flaksehalsen ved levering af halvledere: sådanne ensidige afhængigheder må vi afslutte hurtigst muligt!

Europas velstand skyldes handel. Dette område må vi ikke overlade til andre. Derfor har vi også brug for flere, bæredygtige frihandelsaftaler og en ambitiøs handelsagenda.

Når vi tænker på forsyninger med råmaterialer eller sjældne jordarter, så tænker vi hovedsageligt på oprindelseslande langvejs fra Europa. Her bliver der dog hyppigt overset, at størstedelen af det litium, kobolt, magnesium og nikkel, som vores virksomheder så nødvendigt har brug for, allerede findes hos os i Europa. I hver mobiltelefon, i hvert bilbatteri findes værdifulde råmaterialer. Når vi derfor taler om økonomisk suverænitet, så skulle vi også tale om at udnytte dette potentiale i endnu højere grad. Teknologierne findes allerede. Hvad vi har brug for er fælles standarder for at træde ind i en reel europæisk kredsløbsøkonomi – jeg kalder det: en strategisk update af det indre marked.

Økonomisk uafhængighed betyder ikke autarki. Det kan ikke være Europas mål, siden vi altid har nydt godt af åbne markeder og handel og stadig gør det. Men også vi har brug for en ”game plan”, en slags strategi for ”Made in Europe 2030“. 

For mig betyder det: Hvor vi er bagud i Europa sammenlignet med Silicon Valley, Shenzhen, Singapore eller Tokio, der skal vi kæmpe os tilbage til toppen.

For de chips og halvledere, der er så vigtige for vores industri, er vi allerede kommet videre ved en ægte europæisk indsats. Bare for kort tid siden har for eksempel Intel varslet milliardinvesteringer i Frankrig, Polen, Tyskland, Irland, Italien og Spanien – et kæmpestort skridt mod en ny generation af ”Microchips Made in Europe“. Og det er kun begyndelsen: Med virksomheder som Infineon, Bosch, NXP og GlobalFoundries arbejder vi på projekter, der vil bringe Europa teknologisk til verdenstoppen.

For vi skal ikke begrænse vores ambitioner til kun at producere ting i Europa, som også kan fremstilles andetsteds. Jeg ønsker et Europa, der er førende, når det gælder vigtige nøgleteknologier.

Lad os tage fremtidens mobilitet. Her kommer data til at spille en afgørende rolle – for selvstændig kørsel, ved netværk mellem forskellige transportmidler eller ved den intelligente styring af trafikken. Derfor har vi hurtigst muligt brug for et standardiseret europæisk rum for mobilitetsdata på tværs af grænserne. Vi har gjort en begyndelse i Tyskland med Mobility Data Space. Lad os forbinde den med hele Europa! Den er åben for alle, der vil bevæge noget. Således kan vi blive førende i verden.

Når vi taler om digitalisering skal vi tænke stort – og også inddrage verdensrummet, for i den digitale tidsalder er suverænitet også afhængig af kapaciteter i rummet. En uafhængig adgang til rummet, moderne satellitter og megakonstellationer: det er ikke kun afgørende for vores sikkerhed, men også for miljøbeskyttelse, landbruget og ikke mindst digitaliseringen – nøgleordet er bredbånd-internet i hele Europa.

Kommercielle aktører og startups spiller her en rolle, der kun bliver større med tiden – det ser vi i USA. For en stærk, konkurrencedygtig europæisk rumfart skal vi derfor også inddrage den slags innovative virksomheder ud over de etablerede spillere. Kun sådan er det en reel chance, at den næste virksomhed som SpaceX kommer fra Europa.

Vores store mål om at blive klimaneutral i den Europæiske Union frem til 2050 rummer ikke mindst også en enorm mulighed: at blive ”first mover” på dette område, der er afgørende for menneskehedens fremtid. Og det, idet vi her i Europa udvikler og søsætter de teknologier, som der er brug for og som vil blive anvendt i hele verden.

På elektriticetsområdet tænker jeg på opbygningen af infrastruktur til transport og lagring til et ægte indre marked for energi, hvor strøm fra vandkraft i norden, vind fra kysterne og solenergi fra syd forsyner Europa – pålideligt, både sommer og vinter.

Jeg tænker på et europæisk netværk til brint, der forbinder producent og forbruger, og som bliver begyndelsen på en europæisk elektrolyse-trend. For kun med brint kan industrien blive klimaneutral.

Jeg tænker på elektriske ladestandere, der står så tæt som muligt i hvert af vores lande – for elektriske biler, men også for lastbiler.

Og jeg tænker på investeringer i nye klimavenlige brændsler til flytrafikken og den nødvendige infrastruktur, for eksempel omkring lufthavne – så klimavenlig flytrafik ikke forbliver en drøm, men bliver til virkelighed, med udgangspunkt i Europa.

Denne økologiske og digitale transformation af vores økonomi vil kræve væsentlige private investeringer. Grundlaget er et stærkt og likvidt kapitalmarked i EU og et pålideligt 
finansielt system. Unionen af kapitalmarkedet og bankerne er derfor centrale for vores fremtidige velstand.

Mine damer og herrer, alt dette er skridt mod europæisk suverænitet.

Lad mig tage fat i endnu et punkt, fordi det udsigt til krigen i Europas øst spiller en afgørende rolle for emnet suverænitet: Vi har brug for bedre samspil af vores forsvarsindsats i Europa.

Sammenlignet med USA findes der utallige forskellige våbensystemer. Det er ineffektivt, for så må vores soldater øve med mange forskellige systemer, og også vedligeholdelse og istandsættelse bliver dyrt og besværligt.

Nu skal der følge en koordineret forøgelse af europæisk kapacitet efter tidligere års ukoordinerede formindskelse af europæiske hære og forsvarsbudgetter. Ud over fælles produktion og rekvisition er det derfor nødvendigt, at vores virksomheder arbejder endnu tættere sammen omkring bevæbning. Det gør tættere koordinering på europæisk plan uundværligt. Derfor er det på højeste tid, at ikke kun landbrugs- og miljøministre mødes selvstændigt i Bruxelles. I disse tider har vi brug for et selvstændigt råd for forsvarsministrene.
 
For at forbedre vores styrkers samarbejde helt lavpraktisk har vi allerede et par værktøjer i hånden. Ud over det Europæiske Forsvarsagentur og Forsvarsfonden tænker jeg især på et samarbejde, som vi allerede har benyttet os af i Organisationen for Fælles Bevæbningssamarbejde. Ligesom vi begyndte med de åbne grænser i Schengenområdet med kun syv lande kan denne organisation blive kernen i et Europa med fælles forsvar og anskaffelse af bevæbning.

Til det bliver vi nødt til at gennemgå alle vores nationale forbehold og regler efter spørgsmål som hvordan brug og eksport af fælles fremstillede systemer kan se ud. Men det må være muligt – i vores egen sikkerheds og suverænitets interesse, som altså også er afhængig af europæisk kapacitet til militær produktion. 

NATO fortsætter med at garantere vores sikkerhed. Det er dog også vigtigt: Hver forbedring, hver standardisering af europæiske forsvarsstrukturer inden for EU styrker også NATO.

Vi burde lære fra begivenhederne i Afghanistan i sidste sommer. I fremtiden skal EU være i stand til at reagere hurtigt og effektivt. Sammen med andre EU-partnere vi Tyskland derfor sørge for, at EU’s planlagte hurtige indsatsstyrke står klar i 2025, og også stille dens kerne til rådighed. Dertil har vi brug for klare ledelsesstrukturer. Derfor skal vi udstyre den permanente EU-kommandocentral og på sigt også et reelt EU-hovedkvarter med alt, der er nødvendigt af personale, teknik og økonomi. Når Tyskland leder denne hurtige indsatsstyre i 2025 vil vi leve op til dette ansvar.

Endelig skal vi gøre vores politiske beslutningsprocesser mere fleksible netop i krisetider. For mig betyder det at udnytte det eksisterende råderum i EU-kontrakterne fuldt ud. Ja, det betyder udtrykkeligt også at gøre stærkere brug af muligheden for at overdrage indsatser til en gruppe medlemslande, der er parat til at gøre det, så at sige en koalition af de beslutsomme. Det er EU-arbejdsfordeling i bedste forstand.

Det er allerede blevet besluttet, at Tyskland vil støtte Litauen med en brigade klar til hurtig indsats, og NATO med flere styrker på højt parathedsniveau. Slovakiet støtter vi blandt andet med luftforsvar. Den Tjekkiske Republik og flere andre lande kompenserer vi for deres overdragelse af sovjetiske kampvogne til Ukraine med tyskbyggede kampvogne. Samtidigt har vi aftalt, at vores styrker vil samarbejde endnu tættere. Også de 100 milliarder Euro, som vi vil bruge til at modernisere den tyske hær i de kommende år, styrker den europæiske og transatlantiske sikkerhed. 

Vi har enormt efterslæb i Europa, når det gælder forsvar mod trusler fra luften og rummet. Derfor vil vi i Tyskland investere markant i vores luftforsvar. Alle disse kapaciteter kommer til at kunne anvendes inden for rammerne af NATO. Samtidigt vil Tyskland udforme sit fremtidige luftforsvar på en måde, der tillader vores europæiske naboer at deltage i det, hvis de ønsker det, for eksempel Polen, Baltikum, Nederlandene, Tjekkiet, Slovakiet eller vores skandinaviske partnere. Et europæisk luftforsvar, som vi opbygger i fællesskab, ville ikke kun være mere økonomisk og effektivt end hvis hver af os opbygger sit eget højtkomplekse luftforsvar; det ville være en gevinst for sikkerheden i hele Europa og et fremragende eksempel på hvad vi mener, når vi taler om at styrke den europæiske søjle i NATO.

Også den tredje store opgave, som jeg ser for Europa, følger at tidsskiftet, og samtidigt går den langt ud over den. Indtil videre definerer Putins Rusland sig i modsætning til den Europæiske Union. Han vil udnytte en hver uenighed, hver svaghed iblandt os. Andre autokrater efterligner det. Tænk bare på, hvordan den belarussiske diktator Lukasjenko sidste år forsøgte at skabe pres på os med lidelserne af tusindvis af flygtninge og migranter fra Mellemøsten. Også Kina og andre udnytter de åbne flanker, som der bydes dem af os europæere, når vi er uenige. 

Hvad der følger af det for Europa kan vi måske opsummere sådan: Vi skal lukke vores rækker, overvinde gamle konflikter og finde nye løsninger. Det lyder som en selvfølge, men der ligger meget arbejde i det. Vi skal bare se på de to områder, der nok har skabt de største spændinger mellem medlemslandene, migrations- og finanspolitik.

At vi har kunnet komme videre i migrationspolitikken har vi bevist efter Ruslands overfald på Ukraine. For første gang aktiverede EU retningslinjerne for midlertidig beskyttelse. Bag denne klodsede betegnelse gemmer sig et stykke normalitet for millioner af ukrainere langt fra deres hjem, en hurtig og sikker opholdstilladelse, muligheden for at arbejde, gå i skole eller for at besøge et universitet som dette. 

Også i fremtiden vil mennesker komme til Europa, om det er for at søge beskyttelse fra krig og forfølgelse, eller for at lede efter arbejde og få sig en bedre tilværelse. For millioner i hele verden er Europa fortsat et mål for længsel. På den ene side er det et storslået bevis på vores kontinents attraktivitet, men på den anden side er det også en virkelighed, som vi europæere skal kunne håndtere. Det betyder, at vi skal arbejde med migration fremadrettet i stedet for blot at reagere ad hoc på kriser. Det betyder også, at mindske irregulær migration og samtidigt give mulighed for lovlig migration, for vi har brug for indvandring. For i vores lufthavne, i vores hospitaler og i mange virksomheder oplever vi jo for tiden, at der er mangel på kvalificeret arbejdskraft alle vegne. 

Nogle punkter synes afgørende for mig.

For det første. Vi har brug for flere forpligtende partnerskabe med oprindelses- og transitlande, og det i øjenhøjde. Hvis vi tilbyder flere lovlige veje til Europa til arbejdskraft, så skal oprindelseslandene samtidigt være mere parate til at tillade deres egne statsborgere at vende hjem, når de ikke har ret til at opholde sig her.

For det andet. Til en fungerende migrationspolitik hører beskyttelse af de ydre grænser, der både er effektiv og som lever op til vores retsstatslige principper. Schengenområdet, rejser, arbejde og livet uden grænser står og falder med denne beskyttelse. Schengen er en af den Europæiske Unions største præstationer, og vi burde beskytte og udvide den. Dertil hører også at lukke eksisterende huller. Kroatien, Rumænien og Bulgarien opfylder alle tekniske krav for at blive fuldt gyldige medlemmer. Jeg vil gøre en indsats for at de bliver det.

For det tredje. Europa har brug for et asylsystem, der er solidarisk og krisefast. Det er vores forpligtelse at byde på et sikkert hjem til mennesker, der har brug for beskyttelse. Under det franske formandskab er vi i løbet af de sidste måneder blevet enige om gradvise tiltag. Nu skal også Europaparlamentet gå med til det. Det tjekkiske formandskab kan regne med vores helhjertede understøttelse i sine forhandlinger med parlamentet.

Til sidst skal vi tidligere end før give mulighed til dem, der opholder sig lovligt med krav om beskyttelse i EU, at kunne arbejde i et andet medlemsland, så de kan bruge deres evner dér, hvor der er brug for dem. Fordi vi ikke er naive skal vi samtidigt forhindre misbrug, som når der slet ikke er vilje til at arbejde. Hvis vi kan opnå det, så fører bevægelsesfriheden ikke til overbelastning af de sociale systemer. Så sikrer vi vedvarende accept af denne store europæiske frihed. 

Mine damer og herrer, ud over migration var det område, som europæerne har været mest uenige om i løbet af de sidste år, var finanspolitik. Det historiske opbygningsprogram, som blev besluttet under coronakrisen, står dog for et vendepunkt. For første gang har vi givet et europæisk svar i fællesskab og støttet de nationale investerings- og reformprogrammer med midler fra EU. Vi blev enige om at investere sammen for at styrke vores nationaløkonomier. Også i den aktuelle krise hjælper det os i øvrigt.

Ideologi er veget for pragmatisme. Det skal vi følge, også når det handler om, hvordan vi vil videreudvikle vores fælles regler også hinsides coronakrisen. Det står klart: Et fælles monetært område har brug for fælles regler, som bliver overholdt og som kan blive afprøvet. Det skaber tillid og giver mulighed for solidaritet i nøden.

Nu har de sidste års kriser øget alle medlemslandes gæld. Derfor skal vi blive enige om, hvordan vi få denne høje gæld ned. Det skal være forpligtende, give plads til vækst og skal kunne formidles politisk. Samtidigt skal vi give alle EU-lande mulighed for at overkomme transformationen af vores nationaløkonomier igennem investeringer.

I begyndelsen af måneden har vi i den tyske regering fremlagt vores forestillinger om den videre udvikling af de europæiske gældsregler. De følger denne tankegang. Ud over det vil vi gerne tale åbent med alle vores europæiske partnere, uforbeholden, uden belæringer, uden at give hinanden skylden for noget. Vi vil diskutere sammen, hvordan et bæredygtigt regelsæt kan komme til at se ud efter tidsskiftet. Her handler det om noget helt grundlæggende. Det handler om at give borgerne vished om at vores valuta er sikker og irreversibel, om at de også i krisetider kan stole på deres land og den Europæiske Union. 

Et af de bedste eksempler fra de sidste år er det europæiske SURE-program. I løbet af coronakrisen har vi indført det, for at sikre Kurzarbeit, nedsat arbejdstid. Flere end 30 millioner borgere har nydt godt af det, godt hver syvende ansatte, der ellers om muligt var blevet opsagt. Sideløbende er det lykkedes for os med dette incitament på europæisk plan nærmest at indføre denne succesfulde model for nedsat arbejdstid i hele Europa. Resultatet blev et mere robust arbejdsmarked og mere sunde virksomheder i hele Europa. Sådan forestiller jeg mig pragmatiske løsninger i Europa, også i fremtiden. 

Tidsskifte – for den europæiske politik må det betyde at bygge broer frem for at grave grøfter. Borgerne forventer, at den Europæiske Union lever op til deres forventninger. Det viser resultaterne af fremtidskonferencen helt tydeligt. Borgerne har helt konkrete forventninger til EU, for eksempel mere fart på klimabeskyttelse, sunde fødevarer, bæredygtige forsyningskæder eller netop den bedre beskyttelse af arbejdstagere. Kort sagt: De forventer ”handlingens solidaritet”, der allerede blev omtalt i Schuman-erklæringen fra 1950. Det er op til os, igen og igen at begrunde denne handlingens solidaritet på ny, og at tilpasse den til den aktuelle tids udfordringer.

I årtierne, da det forenede Europa blev grundlagt, betød det først og fremmest at gøre krig umulig ved tættere og tættere sammenknytning af medlemmerne. At det lykkedes er vores Unions historiske fortjeneste. Det skylder vi så igen også især de lande, som først senere blev del af vores fællesskab, spanierne, grækerne og portugiserne, der efter årtiers diktatur vendte sig mod et Europa med frihed og demokrati, og siden borgerne i Central- og Østeuropa, der overvandt den Kolde Krig med deres kamp for frihed, menneskerettigheder og retfærdighed. Blandt dem var også mange modige studerende fra dette universitet, der kaldte så højt på frihed en mørk novemberaften i 1989, at det blev til en revolution. Denne Fløjlsrevolution var et lykkeligt sammentræf for Europa.

Fred og frihed, demokrati og retsstatslighed, menneskerettigheder og menneskelig værdighed, disse værdier af den Europæiske Union er vores arv, som vi har opnået i fællesskab. Netop nu, med udsigt til fornyede trusler mod frihed, pluralisme og demokrati, som vi ser dem i østen af vores kontinent, føler vi denne forbindelse endnu kraftigere.

”Stater bevares af de idealer, som de er opstået af.” En af dette universitets mest berømte professorer har sagt denne sætning, Tomáš Masaryk, der senere blev Tjekkoslovakiets præsident. Denne sætning gælder for stater; den gælder dog også for værdifællesskabet i EU. Fordi værdier er konstitutive for deres fortsatte eksistens påvirker det også os alle sammen, når de værdier bliver angrebet, uden for Europa og endnu mere indenfor. Det er den fjerde tanke, som jeg gerne vil dele med Dem i dag. 

Derfor bliver jeg bekymret, når der bliver talt om illegitimt demokrati midt i Europa, som om det ikke allerede var en modsætning i sig selv. Derfor kan vi ikke acceptere det, når retsstatslige principper bliver brudt og demokratisk kontrol bliver nedbrudt. Og for at sige det helt klart: Der må være ingen tolerance for racisme og antisemitisme i Europa. Derfor støtter vi kommissionen i sin indsats for retsstatslighed. Også Europaparlamentet forfølger emnet med stor opmærksomhed. Det er jeg taknemmelig for. 

Vi må ikke være bly for at bruge alle tilgængelige muligheder for at afhjælpe deficitter. Meningsmålinger viser alle steder, i øvrigt også i Ungarn og Polen, at et stort flertal af borgerne endda ønsker sig et stærkere engagement af EU for frihed og demokrati i deres lande. Med til mulighederne hører retsstatslighedsprocessen efter artikel 7. Også her er vi nødt til at komme væk fra muligheden for at blokere. Det giver også mening for mig konsekvent at knytte udbetalinger til overholdelse af retsstatslige standarder, ligesom vi gjorde med finansrammen 2021 til 2027 og genopbyggelsesmidlerne fra coronakrisen – og vi skal åbne en ny vej for kommissionen til også at indlede processer for kontraktbrud, når der sker brud mod det, der essentielt holder os sammen, mod vores grundlæggende værdier, som vi alle har nedskrevet i EU-kontrakten: Menneskers værdighed, frihed, demokrati, lighed, retsstatslighed og overholdelse af menneskerettighederne.

Samtidigt ønsker jeg mig, at vi ikke bliver nødt til at afgøre retsstatslighed i retssalen, fordi vi, ud over alle processer og sanktioner først og fremmest har brug for at føre en åben dialog på politisk plan om deficitter, som jo findes i alle lande. Kommissionens rapport om retsstatslighed med sine specifikke anbefalinger til de enkelte lande er her et godt grundlag. Vi vil følge implementeringen af anbefalingerne tæt politisk og lave vores egne lektier. For retsstatslighed er en grundlæggende værdi, som skal forene vores Union. Netop i disse tider, når et autokrati udfordrer vores demokratier, er det vigtigere end nogensinde før. 

Mine damer og herrer, jeg har allerede nævnt de modige studerende fra dette universitet, der satte Fløjlsrevolutionen i gang om aftenen af den 17. november 1989. På universitetets campus ved Albertov, hvor protesterne begyndte, minder et lille skilt af bronze om det. Der står to sætninger, som jeg håber, jeg kan udtale nogenlunde korrekt: Kdy – když ne teď? Kdo – když ne my? – eller oversat: Hvornår, hvis ikke nu? Hvem, hvis ikke os? – Her, fra Prag, vil jeg råbe de to sætninger til alle europæere, alle dem, der allerede lever i vores Union, og alle dem, som forhåbentligt snart kommer til os. Jeg vil råbe dem til de politisk ansvarlige, mine kollegaer, som vi diskuterer løsninger med hver eneste dag i Bruxelles, Strasbourg eller i vores hovedstade. Det handler om vores fremtid, som hedder Europa. Dette Europa udfordres i dag som aldrig før.

Hvornår, hvis ikke nu, hvor Rusland forsøger at rykke grænsen mellem frihed og autokrati, lægger vi grundsten for en udvidet union for frihed, sikkerhed og demokrati? Hvornår, hvis ikke nu, skaber vi et suverænt Europa, der kan klare sig i en multipolær verden. Hvornår, hvis ikke nu, overvinder vi uenigheder, der har lammet og splittet os i årevis? Hvem, hvis ikke os, kan beskytte og forsvare Europas værdier, mod det ydre som indad?

Europa er vores fremtid, og denne fremtid ligger i vores hænder.

Mange tak.